Pidgin, oprindeligt, et sprog, som typisk er udviklet ud af sporadisk og begrænset kontakt mellem Europæere og ikke-Europæere i andre steder end i Europa fra det 16 gennem det tidlige 19 århundrede, og ofte i forbindelse med aktiviteter såsom handel, plantager, landbrug og minedrift. Typiske pidgins fungerer som lingua francas, eller midler til intergroup kommunikation, men ikke som vernaculars, som normalt defineres som sprogvarianter, der bruges til almindelige interaktioner, der forekommer uden for en forretningskontekst., Pidgins har ingen indfødte talere, da de befolkninger, der bruger dem under lejlighedsvise handelskontakter, opretholder deres egne vernaculars til koncernintern kommunikation.
de kommunikative funktioner og omstændigheder ved Pidgin-udvikling tegner sig for den variable grad af normalisering inden for deres ofte reducerede systemer. Blandt andet mangler de ofte bøjninger på verb og substantiver, sande artikler og andre funktionsord (såsom konjunktioner) og komplekse sætninger. De er således fra tid til anden blevet karakteriseret som “ødelagte” sprog og endda som “kaotiske” eller tilsyneladende uden fælles konventioner. Ikke desto mindre har flere pidgins overlevet i generationer, en egenskab, der indikerer et ret stabilt system.,
Nogle af de kreolsprog, der har overlevet gennem flere generationer og er også talt som vernaculars af nogle af deres brugere, herunder Euro-Samarbejdet, Cameroun Pidgin, Tok Pisin (Papua Ny Guinea), og Bislama (Vanuatu), som alle er baseret på en overvejende engelsk ordforråd. Sådanne vernaculars har udviklet systemer så komplekse som dem af beslægtede kreoler og kaldes udvidede pidgins. Men nogle lingvister, der antager, at kreoler er tidligere pidgins, der blev nativiizeded og udvidet af børn, har tendens til at klumpe begge slags vernaculars som kreoler., En mere plausibel forklaring på sondringen er det faktum, at pidgins i deres historie ikke har været forbundet med befolkninger, der anser sig for at være etnisk kreolske.
Nogle forskere af kreolsk sprog tror, at Lingua Franca, det udvalg, der udviklede sig i middelalderen ud af kontakt mellem Romanske sprog og arabisk og andre Levantinske sprog, var en pidgin. Hvis denne forlængelse af udtrykket pidgin er berettiget, skal mange andre sådanne kontaktvarianter have udviklet sig i løbet af menneskets historie.,
Som creole, udtrykket pidgin er blevet udvidet til sprog sorter, der er udviklet af kontakter mellem grupper af oprindelige folk—for eksempel, Chinook-Jargon (USA og Canada), Delaware Pidgin (USA), og Hiri Motu (Papua Ny Guinea). Som det fremgår af navnet på den første af disse eksempler, udtrykket pidgin har også vekslede med jargon i almindelige tale-på trods af den videnskabelige bestemmelse om, at en jargon er udviklingsmæssigt en ustabil pre-pidgin., Denne fortolkning er i overensstemmelse med, hvad forskere har krystalliseret som “pidgin-creole livscyklus”, ifølge hvilken en kontakt situation producerer en jargon, som kan dø eller udvikle sig til en pidgin, som igen kan dø, forblive som sådan, eller udvikle sig til en udvidet pidgin, som ligeledes kan dø, forblive som sådan, eller udvikle sig til en kreolsk. Følgelig hævder nogle lingvister, at en kreolsk kan forblive som sådan eller dekreolisere (dvs.miste sine kreolske træk), da den assimilerer til sin le .ifier (det sprog, hvorfra det arvede det meste af sit ordforråd), hvis begge tales i samme politik.,
indtil slutningen af det 19.århundrede var der ingen udviklingsmæssig eller teknisk sammenhæng mellem creoler og pidgins. Udtrykket pidgin blev først optaget på engelsk i 1807, da Engelsk blev vedtaget som forretnings-og handelssprog i Canton (Guang .hou), Kina. På det tidspunkt blev udtrykket forretningsengelsk ofte skrevet som pigeon engelsk, en stavemåde, der afspejler den lokale udtale. Selvom udtrykket forretning er blevet accepteret som etymon, kan pidgin også have udviklet sig fra den kantonesiske sætning bei chin ‘pay money’ eller fra en konvergens af begge udtryk.,
kommunikationen nødvendiggjort at påvirke handelen mellem den engelske og kantonesiske førte til udviklingen af kinesisk pidgin engelsk. Efterhånden som handelen spredte sig, viste det sig at være for få tolke blandt de lokale kantonesiske handlende og deres europæiske kolleger. Mange lokale forhandlere anvendte det lille engelsk, de havde lært af deres sporadiske kontakter med mere flydende højttalere. Dette fik den engelske virksomhed, der blev talt i Canton, til at afvige i stigende grad fra mere standard engelske sorter., Siden slutningen af det 19.århundrede, lingvister har udvidet udtrykket pidgin til andre sprogvarianter, der opstod under lignende kontaktbetingelser. Pidgin blev efterfølgende indfødt på flere sprog, som med pisin i Tok Pisin. Imidlertid, Europæiske forretningsfolk brugte faktisk andre, og ofte nedsættende, lå vilkår for sådanne sorter, inklusive jargon, baragouin, og patois, fordi de nye sorter ikke var forståelige for modersmål for deres le .ifiers. Dette forklarer, hvorfor pidgins ofte er blevet karakteriseret spottende af lægfolk som “brudte sprog.,”
flere creolister har hævdet, at kreoler, eller i det mindste dem i Atlanterhavet og Det Indiske Ocean, startede uden antecedent pidgins. For eksempel, i henhold til den franske creolist Robert Chaudenson, plantage-fællesskaber, som blev efterfulgt af gårde, som approksimationer af den koloniale sorter af Europæiske sprog, snarere end kreolsprog, blev talt af mestre, tjenere og slaver ens., Som udenlandske bosættelser i troperne udviklet sig til plantage kolonier, deres befolkning voksede mere ved indførsel end ved fødslen, og model højttalere til de nyankomne bestod mere og mere af “krydret” slaver—det er, nonnative talere, der var ankommet tidligere og akklimatiseret til regionen, og derfor talte nogle tilnærmelser af de lokale koloniale sorter af relevante Europæiske sprog. Denne praksis skyldes den koloniale Europæiske sorter at afvige mere og mere fra deres oprindelige lexifiers, indtil de til sidst blev identificeret som kreolske sprog., Divergensen var således gradvis fra tættere tilnærmelser af Le .ifieren til Sorter mere og mere forskellige, en evolutionær proces identificeret som basilektalisering (basilect er den sort, der er mest divergerende fra Den Europæiske le .ifier).
Skriv et svar