musikforståelse (Dansk)

“Erlkonig” illustration, Moritz von Schwind

Den Erlking af Albert Sterner, CA. 1910

resum.

en ivrig ung dreng bliver båret hjem om natten af sin far på hesteryg. Til hvilken slags hjem er ikke stavet ud; tysk Hof har en ret bred betydning af” gård”,” gård”,” gård “eller (kongelig)” domstol.,”Manglen på specificitet af faderens sociale stilling gør det muligt for læseren at forestille sig detaljerne.

efterhånden som digtet udfolder sig, ser Sønnen ud til at se og høre væsener, som hans far ikke gør; Faderen hævder beroligende naturalistiske forklaringer på, hvad barnet ser – en tåge af tåge, raslende blade, skinnende pil. Til sidst råber barnet, at han er blevet angrebet. Faderen gør hurtigere for Hof. Der erkender han, at drengen er død.,

tekst

Sagnet

historien om Erlkignig stammer fra den traditionelle danske ballade Elveskud: Goethes digt er inspireret af Johann Gottfried Herders oversættelse af en variant af balladen (Danmarks gamle folkeviser 47B, fra Peter syv ‘ s 1695-udgave) til tysk som “erlk .nigs Tochter” (“Erl-kongens datter”) i sin samling af folkesange, Stimmen der vllker in Liedern (udgivet 1778). Goethes digt tog derefter et eget liv, inspirerende det romantiske koncept for Erlking., Niels Gades kantate Elverskud opus 30 (1854, tekst af Chr. K. F. Molbech) blev offentliggjort i oversættelse som erlk .nigs Tochter.

Erlknnigs natur har været genstand for en vis debat. Navnet oversættes bogstaveligt fra tysk som “Ellekonge” snarere end dets almindelige engelske oversættelse, “Elf Konge” (som ville blive gengivet som Elfenk .nig på tysk). Det er ofte blevet foreslået, at Erlk .nig er en fejloversættelse fra den oprindelige danske elverkonge, hvilket betyder “elvernes konge.,”

I den oprindelige Skandinaviske version af den fortælling, der antagonist var Erlkonig datter snarere end Erlkonig sig selv; den kvindelige nisser eller elvermøer søgte at lokke mennesker til at tilfredsstille deres begær, jalousi og begær efter hævn.

indstillinger til musik

digtet er ofte blevet sat til musik med Fran.Schuberts gengivelse, hans Opus 1 (D. 328), som den mest kendte. Andre bemærkelsesværdige indstillinger er af medlemmer af Goethes cirkel, herunder skuespillerinden Corona Schr .ter (1782), Andreas Romberg (1793), Johann Friedrich Reichardt (1794) og Carl Friedrich .elter (1797)., Beethoven forsøgte at sætte det til musik, men opgav indsatsen; hans skitse var dog komplet nok til at blive offentliggjort i en færdiggørelse af Reinhold Becker (1897). Et par andre nittende århundrede versioner er dem af Vcclav Tomekekek (1815), Carl Loe .e (1818) og Lud .ig Spohr (1856, med obbligato violin) og Heinrich .ilhelm Ernst (polyfoniske studier for soloviolin). Et 21. århundredes eksempel er pianisten Marc-Andr.Hamelins “Etude No. 8 (after Goethe)” for soloklaver, baseret på “erlk .nig”.,

Franz Schubert Sammensætning

Høre Musik

	“Erlkonig” Beklager, din browser har enten JavaScript slået fra, eller ikke har noget væsen af sig.Du kan do .nloade klippet eller Do .nloade en afspiller for at afspille klippet i din bro .ser., Ernestine Schumann-Heink
Problems playing this file? See media help.

Schubert’s autograph of a simplified accompaniment to his “Erlkönig”, one of several revisions

Franz Schubert composed his Lied, “Erlkönig”, for solo voice and piano in 1815, setting text from the Goethe poem., Schubert reviderede sangen tre gange, før han offentliggjorde sin fjerde version i 1821 som hans Opus 1; Den blev katalogiseret af Otto Erich Deutsch som D. 328 i sit 1951 katalog over Schuberts værker. Sangen blev uropført i koncert på December 1, 1820, ved en privat sammenkomst i Wien, og fik sin offentlige premiere den 7 Marts 1821, ved Wien ‘ s Theater am Kärntnertor.,

de fire tegn i sangen – fortæller, far, søn og Erlking – synges normalt af en enkelt vokalist; lejlighedsvis udføres værket dog af fire individuelle vokalister (eller tre, hvor en tager delene af både fortælleren og Erlking). Schubert placerede hver karakter stort set i et andet vokalområde, og hver har sine egne rytmiske nuancer; ud over, de fleste sangere bestræber sig på at bruge en anden vokalfarve til hver del.

1. fortælleren ligger i mellemområdet og er i mol.,
2. Faderen ligger i det lave område og synger både i mindre tilstand og større.
3. Sønnen ligger i et højt område, også i mindre.
4. erlkingens vokallinje, i major, bølger op og ned til arpeggiated akkompagnement: giver det eneste brud fra ostinato-bastripletterne i akkompagnementet indtil drengens død. Erlking-linjerne synges typisk i en blødere dynamik.

en femte karakter, hesten, er underforstået i hurtige tripletfigurer, der spilles af pianisten gennem hele værket, der efterligner Hovslag.,

“erlk .nig” starter med, at klaveret hurtigt spiller trillinger for at skabe en følelse af presserende karakter og simulere hestens galoppering. Imens bassen tilføjer en rædsel tema til stykket. Disse motiver fortsætter hele vejen igennem. Hver af sønens anbringender bliver højere og højere end de foregående. I slutningen af stykket bliver musikken hurtigere, da faderen desperat forsøger at anspore sin hest til at gå hurtigere, og derefter bremser, når han ankommer. Klaveret stopper før den sidste linje,” In seinen Armen das Kind warar tot”, før det slutter med en perfekt autentisk kadence.,

stykket betragtes som ekstremt udfordrende at udføre på grund af den vokale karakterisering, der kræves af vokalisten såvel som dens vanskelige akkompagnement, der involverer afspilning af hurtigt gentagne akkorder og oktaver for at skabe dramaet og hastigheden i poesien.sangen blev transskriberet for solo klaver af Fran.Lis .t, og klaverakkompagnementet blev orkestreret af Hector Berlio.. Hans Werner Henze skabt en Orchesterfantasie über Goethes Gedicht und Schuberts Opus 1 aus dem Ballett “Le fils de l ‘air”., Der er også en transskription for soloviolin af violinvirtuosen Heinrich .ilhelm Ernst, der betragtes som et af de mest teknisk vanskelige stykker at spille for instrumentet.

Carl Loewe sammensætning

Carl Loewe ‘ s indstilling blev offentliggjort som Opus 1, No. 3, og som består i 1817-18, i løbet af digtets forfatter og også af Schubert, hvis version Loewe ikke dengang vide. Der er indsamlet med det var Opus 1, No. 1, Edward (1818; en oversættelse af Skotsk ballade), og No. 2, Der Wirthin Töchterlein (1823; værtens Datter), et digt af Ludwig Uhland., Inspireret af en tysk oversættelse af Skotske grænse ballader, Loewe flere digte med en elvish tema; men selv om alle tre af Opus 1 er bekymret med alt for tidlige død, i dette sæt kun “Erlkonig” har det overnaturlige element.

Loe Loe akkompagnement er i semi .uaver grupper af seks i ni-otte gang og markeret Gesch .ind (hurtig). Vokallinjen fremkalder den galopperende virkning ved gentagne figurer af kvæk og kvæver, eller undertiden tre fjerdedele, der ligger over den binære tremolo af semi .uaverne i klaveret., Ud over en usædvanlig bevægelsesfølelse skaber dette en meget fleksibel skabelon for, at spændingerne i ordene falder korrekt inden for den rytmiske struktur.

Loewe ‘ s version er mindre melodisk end Schuberts, med et insisterende, gentagne harmoniske struktur mellem åbningen mindre nøgle, og besvarelse af sætninger i de store centrale for den dominerende, der har en stærk kvalitet på grund af deres usædvanlige forhold til home-tasten., Fortællerens sætninger gentages af far og sønns stemmer, faderen tager den dybere, stigende sætning op, og Sønnen et let bølgende, svarende tema omkring den dominerende femte. Disse to temaer fremkalder også vindens stigning og stønn. Elverkongen, der altid høres pianissimo, synger ikke melodier, men leverer i stedet uvæsentlige stigende arpeggioer, der skitserer en enkelt stor akkord (hjemmenøglen), der lyder samtidigt på klaveret i una corda tremolo. Kun med sit sidste truende ord, “ge .alt,” afviger han fra denne akkord., Loe .e ‘ s implikation er, at Erlking ikke har noget stof, men kun eksisterer i barnets feberede Fantasi. Efterhånden som stykket skrider frem, er de første i grupperne på tre fjerdedele prikket for at skabe et åndeløst tempo, som derefter danner en basfigur i klaveret, der kører igennem til den endelige krise. De sidste ord, warar tot, springer fra den lavere dominerende til den skærpede tredjedel af hjemmenøglen, denne gang ikke til majoren, men til en formindsket akkord, der afregner kromatisk gennem hjemmenøglen i majoren og derefter til minoren.,